Kælderværelse udbrændte og hus blev sod- og røgskadet

/Kælderværelse udbrændte og hus blev sod- og røgskadet
Kælderværelse udbrændte og hus blev sod- og røgskadet 2019-01-01T13:10:52+00:00

Project Description

(Tirsdag 1. jan.) Et kælderværelse udbrændte og resten af huset blev sod- og røgskadet, da der nytårsmorgen udbrød ild i kælderværelset.

Familien i huset og deres gæster var gået til ro efter nytårsfesten, da røgalarmen viste sin effekt. Den vækkede husets ejere, der hurtigt fik husets øvrige beboere vækket og ført i sikkerhed. Det hele gik så hurtigt, at husets beboere stort set kun fik det tøj, de stod og gik i, med sig.

Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe var hurtigt til stede, men allerede da slog flammerne ud af kældervinduet. Der blev sendt to røgdykkerhold med hver deres højtrykslange ind i huset, og ilden blev hurtigt slukket. På det tidspunkt var værelset dog udbrændt.

Indsatsleder Kjeld Tauman tilkaldte skadesservice, der omgående gik i gang med at minimere skaderne.