Brandvæsenets historie
Brandvæsenets historie i Ribe går tilbage til 1. april 1890. Hvordan kan en by, der bryster sig med at være Danmarks, ja Nordens ældste by, have et brandkorps der kun er godt 100 år. Havde man intet brandkorps før 1890?
Jo, det havde man. Flere århundrede før har man haft et ordnet Brandvæsen i Ribe, der kunne tage affære, når der var ildløs, men man havde ikke noget fast brandkorps. Det var borgerne selv, der måtte “i ilden”, når alarmen lød.
I århundreder havde man da kæmpet med de to mægtige fjender af byen, ilden, der fandt næring i bindingsværkshusenes træværk og stråtækte tage, og vandet, som stormflodernes bølger sendte ind over den værgeløse by. Dog gav man ikke op, og at det nyttede, derom fortæller de gamle huse, der står den dag i dag.
Før 1580, da den store brand lagde en stor del af byen i aske, var de fleste af Ribes huse tækket med strå og bestemmelserne om, hvorledes man skulle forholde sig med ild og lys, var meget strenge. Bl.a. måtte ingen under markederne have ild i ølboderne, i Toften eller i staldene undenfor Nørreport, og rebslagerne måtte ikke tjære reb andet steds end udenfor byens porte.
Men selv sådanne sikkerhedsforanstaltninger var ikke tilstrækkelige. Der skulle en stor brandkatastrofe til, inden borgerne tog sig sammen til bedre foranstaltninger mod ildebrande, som man ganske vist hidtil havde været nogenlunde skånet for i en lang tidsperiode.
Den 3. september 1580 mellem kl. 23 og 24 udbrød ilden i Kristen Borgs hus i den østlige side af Stenbogade, og inden daggry havde ilden ødelagt 11 gader med 213 gårde og huse beliggende i Stenbogade, Storegade, Peder Dovn Slippe, Kathrinegade (Sortebrødregade), Mads Højnes Gade (Vægtergade), Badstuegade, Klostergade, Hundegade, Bøddelgade (Grønnegade), Fiskergade og Tingslippen. Også Sct. Catharinæ Kirke og hospitalet blev slemt medtaget af branden.
Branden gav anledning til, at byen fik sit første egentlige brandværn. Den 5. april 1581 vedtog nemlig borgmester og råd, at “hver 10 mands Pollet, efter som de ere udgangne til”, skulle med det første lade gøre 2 lange stiger, 4 krogstiger, 4 fyrhager og 10 læderspande. “10 mands Pollet” var en seddel indeholdende så mange skatteyderes navne, som tilsammen var ansat til at svare skat efter 10 mark. Året efter købte byen selv 100 brandspande, der skulle opbevares på rådhuset, men først i 1650 anskaffede byen selv en sprøjte, der købtes i Tønder for 135 Daler.
Meget primitive var naturligvis hine gamle tiders brandredskaber, og selv om skiftende århundrer naturligvis bragte forbedringer og mere ordnede rammer for borgernes deltagelse i brandværnet, var det meget beskedent, hvad man kunne stille op, når flammerne rasede, selv om det “pligtbrandkorps”, som man omsider var nået til at få oprettet med “værnepligt” for byens borgere, anstrengte sig nok så meget.
En hjælp ved ordenens opretholdelse havde man i byens borgervæbning. Efter borgervæbningens ophævelse i 1855 oprettedes under 31 oktober samme år det nuværende Ribe Politikorps til efter politimesterens ordre at overholde den indre orden og sikkerhed i købstaden og navnlig under opstående ildebrand at holde orden ved brandstedet osv.
Den 31. oktober 1855 udstedes et “REGLEMENT FOR RIBE KJØBSTADS BRAND & POLITIKORPS.
Det hedder heri i §1:
“I henhold til den allerhøjeste Resolution af 26. oktober 1853 ophæves den hidtil værende Borgervæbning i Ribe Kjøbstad som et særligt korps og forenes som en særegen afdeling med det derværende Brandkorps, der herefter skal føre navn af Brand & Politikorps”.
I §2 hedder det, at der er almindelig værnepligt til begge korpsene for alle mænd mellem 18 og 50 år “forsåvidt de ikke i henhold til de gældende almindelige bestemmelser ere fritagne”.
Reglementet fortæller meget udførligt, hvorledes Brandkorpset opdeles i 3 afdeliger: en sluknings-, en nedbrydnings- og en redningsafdeling, hvad de forskellige afdelinger skal foretage sig, og hvem der har kommandoen.
Et uniformsreglement er heller ikke glemt.
I året 1881 var Ribe, altså godt 300 år efter den store brandkatastrofe, ude for to store brande, der vel nok har været medvirkende til, at man begyndte at tænke på en omordning af hele brandvæsenet.
I maj brændte D. Lauritzens Tømmerhandel i Saltgade samt en naboejendom. Ja, det så en tid ud til, at der skulle gå endnu flere ejendomme med i købet, og samme efterår indtraf samtidig med en voldsom stormflod en brand i et Ølbyggeri beliggende ved Vestergade/Korsbrødregade.
Der skulle dog hengå omtrent en halv snes år, inden man fik det faste brandkorps der var ønskernes mål.
Så er vi fremme ved den 1. april 1890.
Ved en ny brandvedtægt afløses pligtbrandkorpset af et brandkorps af den struktur, vi kender i dag.
Politikorpset bliver ligeledes selvstændigt fra denne dato men beholder dog pligten til at opretholde ro og orden ved ildebrande.
Denne pligt for politikorpset gælder endnu ved fremkomst af ny brandvedtægt i 1940, som er gældende frem til 1964. Da en ny vedtægt træder i kraft i 1964, er politikorpset faldet ud, og den endelige skilsmisse mellem Brand & Politikorps er fuldbyrdet.
Brandkorpset, som så dagens lys i 1890, var delt i to afdelinger “Det egentlige Brandkorps” og “Brandkopsets reserve”, som kun blev tilkaldt, når det egentlige korps ikke selv kunne klare opgaven.
Det egentlige Brandkorps, i hvilket der kun ansættes frivilligt lønnet mandskab, bestod af:
1 brandinspektør, 1 brandassistent, 1 underbrandassistent, 3 håndværkere, 1 brandbud samt indtil 20 brandsvende.
Opgaven var: “Så vidt muligt slukning af alle ildebrande og den rydning af brandtomter, der påhviler brandvæsenet”.
Derudover skulle der forrettes brandvagt efter ildebrand og ved teaterforestillinger. For dette arbejde betaltes det fyrstelige honorar af 10,00 kr. til brandsvendene. De to håndværkere fik 20,00 kr. og den tredie 25,00 kr. – årligt.
Herudover betaltes 1,00 kr. for 3 timer, når korpset var ude til ildebrand. Hvis indsatsen varede ud over 3 timer, betaltes yderligere 0,30 kr. pr. time. Lønningerne udbetaltes hvert år den 31. december.
Materiellet bestod af stiger, brandspande, brandhager, lygter samt en sprøjte og et sugeværk med slanger og tilbehør.
Den første øvelse afholdtes den 12. juni 1890. Ved denne lejlighed viste det sig, at der var vanskeligheder med at betjene sprøjten, når der skulle pumpes. Det gik bedre, når vandet kunne tages fra brandhaner. For at råde bod på den misere, vedtoges det derfor at ansøge byrådet om at få ansat yderligere 5 brandsvende. I 1892 fik man en fritstående mekanisk redningsstige på 12 mester, samt den ønskede udvidelse med 5 mand.
Og hvad er der så sket siden?
Ja, heldigvis er korpset fulgt med tiden. Det har sørget for at holde mandskab og materiel på toppen. I 1924 anskaffedes således en hestetrukket motorsprøjte; man var åbenart blevet træt af at pumpe med håndkraft og at høre på opsangen:
“Vi pumper sand’lig alt det vi kan, vi mangler intet undtagen vand”.
Dette var starten på Ribe Kommunale Brandvæsen, som eksisterede indtil kommunesammenlægningen i 2007, hvor det daværende kommunale brandvæsen i Ribe blev en del af Sydvestjysk Brandvæsen men stadig med den struktur, det lokale brandvæsen havde som kommunalt brandvæsen.