(Tirsdag den 2. februar) Meldingen lød på skorstensbrand i en ejendom med fast tag, da Sydvestjysk Brandvæsen tirsdag aften omkring klokken 20 blev kaldt til et hus på Tangevej. Men det var dog en lidt anden opgave, brandfolkene kom ud for.
Det viste sig, at man i ejendommen er ved at trække nye vandrør op til 1. sal. Og det er plexirør, der er lavet af et plastmateriale. I forbindelse med arbejdet var et af rørene kommet til at ligge op ad et varmt skorstensrør, og det gav en kraftig røgudvikling, da vandrøret begyndte at smelte. Det fik husets brandalarm til at reagere.
Brandfolkene kunne nøjes med at tømme ovnen, der gav varmen til det omtalte skorstensrør.
Ingen mennesker kom noget til, og der skete heller ikke skade på huset.