(Lørdag den 7. januar 2023) Ingen personer kom noget til, og skaderne var meget begrænsede, da der lørdag aften blev meldt om brand i en villa på Hølleskovvej.
Årsagen til branden var en utæthed ved en skorsten, og derved var noget isolering blevet antændt.
– Ilden var faktisk gået ud, da jeg kom, men vi kom lidt vand på med et såkaldt tagspyd, så vi var sikre på, at alle gløder var slukket. Derefter luftede vi ud og tilkaldte skadesservice, da der lugtede lidt af røg i huset, fortalte indsatsleder Jan Christiansen efter indsatsen.