(Fredag den 19. november) Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe havde en travl nat til fredag og fredag med at rydde veje for jord og sten.

Ved tre-tiden natten til fredag kom meldingen om meget jord på hovedvej 11 mellem Gredstedbro og Søndermarken. Det viste sig, at en lastbil af ukendte årsager var kommet ud i grøften. Lastbilchaufføren kunne ikke selv få det tunge køretøj på rette spor igen. Det måtte klares af en stor bjærgningsvogn fra Falck. Arbejdet medførte imidlertid, at der fulgte en masse jord op på vejen, og brandvæsnet blev tilkaldt for at spule vejen ren.

Midt på fredagen lød meldingen på meget grus på Haderslevvej. Her sørgede brandvæsnets indsatsleder for at tilkalde kommunens vej- og parkafdeling, som med en motoriseret kost kunne gøre vejen ren, inden der skete uheld.