(Mandag den 15. februar) En selvkørende læssemaskine, en såkaldt Manitu, udbrændte mandag middag på Seminarievej.
Det lykkedes mandskab fra Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe at hindre ilden i at brede sig til et par parkerede biler ved siden af den brændende maskine. De to biler blev renset med vand, da forbipasserende havde affyret en pulverslukker mod den brændende maskine og derved også ramt bilerne. Pulver fra en pulverslukker kan få bilers ledningsnet til at erodere, og derfor blev bilerne skyllet af, inden der skete nogen skade.
Den udbrændte maskine kommer ikke ud at køre mere. Det viste sig, at forbipasserende allerede havde observeret røg fra maskinen, da den kørte på Nørremarksvej og på Seminarievej, inden det lykkedes at få føreren gjort opmærksom på, at det brændte i maskinen. Ilden udviklede en kraftig røg.
Brandvæsnet brugte et højtryksrør, og ilden var hurtigt slukket. Derefter blev selve vejbanen renset for olie og andet affald.