(Torsdag den 18. februar) Brand i en mindre halmbunke på en mark ved Lundsmarkvej medførte torsdag ved spisetid en udrykning.

Det var forbipasserende, der fra landevejen havde observeret relativt høje flammer og tilkaldte Sydvestjysk Brandvæsen. Den brændende halmstak lå omkring 500 meter fra Lundsmarkvej, og Unimog’en med træk på alle fire hjul blev sendt ind på den bløde mark. Det lykkedes i løbet af en halv times tid at få slukket ilden. Et højtryksrør assisteret af et par mænd med grebe klarede problemet. Det var nødvendigt at bruge åndedrætsbeskyttelse på grund af en kraftig røgudvikling.