(Torsdag den 7. september 2023) Alarmen lød mere alvorlig, end tilfældet var, da brandvæsnet torsdag først på aftenen blev kaldt til Kvickly på Seminarievej.

Alarmen lød på, at der var brand i en butik, men der var faktisk ingen ild.

Det viste sig, at tyverialarmen i Neptun Apotek, der har filial i Kvicklys lokaler, var blevet udløst, og den alarm er forbundet med en røgkanon, der fylder butikslokalet med en ufarlig men totalt uigennemsigtig røg.

Røgen udløste den automatiske brandalarm, så brandvæsnet blev tilkaldt. Brandfolkene kunne konstatere, at der ikke var ild nogen steder, og de kunne nøjes med at ventilere lokalerne, hvorefter de kunne vende tilbage til stationen.

Da alarmen gik, sørgede personalet i Kvickly for, at butikken blev ryddet for kunder, og det var helt efter bogen, fortæller indsatsleder Thomas Laugesen.