Kortet viser de ruter, redningsbådene fulgte under eftersøgningen af de forsvundne kitesurfere.

(Torsdag 11. april) – Det var en oplevelse for livet. Det er sådan et tilbud, man kun får en gang, og jeg var meget hurtig til at sige ja.

Sådan forklarer brandmand Henrik Asbjerg Olesen om den ”søredning”, han var ude for onsdag aften i farvandet ved Esbjerg.

Her var Sydvestjysk Brandvæsens bådhold i Ribe på øvelse sammen med søredningen i Esbjerg og Sønderho, station Varde med båden fra Oksbøl og en af forsvarets redningshelikoptere.

Det er en øvelse, der gentages over fire dage, så alle får chancen for at være med, men øvelsen onsdag aften var indtil videre den eneste, forsvarets redningshelikoptere var med i.

Scenariet var, at tre kitesurfere var forsvundet i farvandet ud for Hjerting, og de fire redningsbåde blev sat ind, for at finde dem.

Det går til tider stærkt

– Og det gik rigtig fint. Det var en god øvelse, og alle tre kitesurfere blev fundet og reddet i land, fortæller indsatsleder Jan Christiansen.

Henrik Asbjerg Olesen skulle som en af de tre forulykkede hejses op i helikopteren.

– Det var en fantastisk oplevelse. Vi blev sejlet ud og dumpet i vandet, og så lå de fire redningsbåde på behørig afstand, da helikopteren kom ind over. Og jegskal love for, at der er sus i det. Vinden fra rotorerne er lige ved at presse en ned under vandet.

– Men hurtigt blev der firet en svømmer ned, han frigjorde sig af selen, hvorefter jeg blev gjort fast. Derefter hægtede han sig selv på, og vi blev hejst op med ham øverst. Han holdt samtidig sine ben om mine arme, så de ikke kunne flagre. Det var nok af sikkerhedshensyn.

– Da vi kom op til helikopteren, havde de en helt speciel teknik, så vi ikke svingede ind under helikopteren, men kom sikker ind af sidedøren og blev anbragt i en stol.

– Og så fløj piloten ellers lidt rundtog ind over Esbjerg. Det var helt igennem fantastisk, fortæller Henrik, som bestemt ikke har fortrudt, at han sagde ja til den oplevelse.