(Onsdag den 10. april) Brandvæsnet i Ribe fik en travl nat op til onsdag den 10. april.

Først måtte brandfolkene en tur til Ribevej i Egebæk-Hviding, og ud på morgenen måtte de en tur til Sdr. Hygum for at assistere det lokale brandvæsen under en stor brand i en lagerbygning.

Lige før midnat kørte brandbilerne en tur til asylcenter Syd i Egebæk-Hviding, hvor den automatiske brandalarm fortalte om ild.

Det viste sig, at man havde fejret børnefødselsdag på centret, og her var en ballon hængt op og fastgjort til brandalarmen. Det kan man sådan set godt, men når den skal ned igen, skal man ikke bruge en lighter for at brænde ballonsnoren over!

Ved fem-tiden blev brandfolkene kaldt til Sdr. Hygum, hvor en voldsom brand raserede en stor lagerbygning. Ribe-folkene kunne vende hjem efter et par timer, da branden var kommet under kontrol. Både sprøjte og tankvogn var i Sdr. Hygum.