Fire ældre mennesker måtte tirsdag eftermiddag (7. maj) vente knapt to timer, før de kunne komme i land på fastlandet efter at have været på Mandø.
De fire kørte på Låningsvejen, da de blev overrasket af tidevandet. De holdt på et af vejens høje punkter stort set midt mellem øen og fastlandet, og herfra ringede de efter hjælp i. I første omgang til 112, men herfra ønskede man ikke rekvirere hjælp. Da de efterfølgende ringede til 114, blev brandvæsnet i Ribe orienteret om situationen, og da det ikke var muligt at komme i kontakt med de nødstedte, satte brandvæsnet en båd i vandet og sejlede ud til de nødstedte.
Det viste sig, at bilen holdt på så højt et sted, at der ikke var fare for hverken personer eller bil, og brandfolkene aftalte med de fire, at de blot skulle vente på stedet i godt halvanden time, indtil vandet var faldet så meget, at de selv kunne køre i land.
– Men det er sådan en situation, hvor vi er nødt til at reagere. Vi kan ikke vide, hvor højt vandet står, og vi ved ikke, om personerne er stærkt underafkølede, eller hvordan de i øvrigt har det, når vi ikke kan komme i kontakt med dem. Derfor satte vi en båd i vandet og sejlede ud til dem. Heldigvis var situationen ikke så alvorlig, som den kunne have været, siger den daglige leder af brandstationen i Ribe, viceberedskabschef Kjeld Tauman.