(Onsdag den 10. maj 2023) Medlemmerne af FDF i Øster Vedsted og Spandet Roager fik onsdag sidst på dagen en oplevelse ud over det sædvanlige.
FDF’erne var nemlig af to omgange på besøg hos Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe, og her blev de vist rundt på stationen, så hvordan mandskabets indsatsdragter han parat lige til at tage på, når alarmen lyder, og de så de store brandkøretøjer og deres udstyr.
Desuden fik FDF’erne mulighed for selv at bruge noget af værktøjet, da de fik lov at klippe en cykel i flere stykker. Værktøjet, der blev brugt, anvendes normalt ved trafikulykker, hvor bilerne er så svært beskadiget, at personerne i bilerne ikke kan komme ud ved egen hjælp. Det kraftige klippeværktøj bruges til at klippe taget eller dørene af bilen, så de kvæstede kan komme ud.
(Artiklen fortsætter under billedet)

En cykel blev klippet i smådele
Der blev også lejlighed til at sprøjte med vand, idet de unge mennesker blev udstyret med et strålerør og ved hjælp af vandstrålen skulle de spule en bold ned fra en opsats samt fylde en gammel mælkejunke med vand.
Alt sammen et godt indblik i, hvad brandfolkene kan og hvilket udstyr, de råder over.
- Udstyret blev demonstreret
- – og der var mulighed for at komme op i de store køretøjer