Det handlede om tryghed, da Sydvestjysk Brandvæsen lørdag den 22. juni holdt et orienteringsmøde og demonstration af brandslukningsudstyret på Mandø for fastboende og gæster, der ofte opholder sig i lange perioder på Vadehavsøen.
Baggrunden for mødet var et ønske om at styrke beredskabet på øen, for selv om det eksisterende beredskab har vist sig at fungere endda rigtig godt, når der opstår brand, er det også en kendsgerning, at det tager tid, inden hjælpen fra Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe kan være fremme. Derfor er det meget vigtigt, at den første indsats, som Mandø’s eget beredskab og beboere står for, fungerer bedst muligt.
Sydvestjysk Brandvæsen har optimeret materiellet på øen, der har sit eget faste brandkorps, men som assistance til de lokale brandmænd, ønsker ledelsen af Sydvestjysk Brandvæsen også, at de gæster, der ofte er på øen, kan træde til med en hjælpende hånd.

Thomas Laugesen gennemgik Mandøs brandudstyr.
Derfor var der indbudt til orienteringsmøde og demonstration, hvor beredskabschef Jens Mølgaard, viceberedskabschef Kjeld Tauman, beredskabsinspektør Niels Holm og beredskabsinspektør Thomas Laugesen orienterede om det lokale beredskab, alarmeringen, indsats fra fastlandet og det materiel, der er til stede på øen.

Jens Mølgaard orienterede og bød velkommen
Jens Mølgaard slog netop fast, at det lokale beredskab fungerer godt, men han nævnte også, at det tager tid, inden hjælpen kan nå frem fra fastlandet.
Kjeld Tauman fortalte om, at hvis ikke, der kan køres til Mandø fra startionen i Ribe, er der en aftale med flyvestation Skrydstrup om helikopterassistance, så fire brandmænd plus en holdleder og udstyr kan flyves til øen. Og Niels Holm fortalte bl.a., at der gennemføres fire årlige øvelser i brandslukning på Mandø, så beboerne hele tiden kan være opdateret.
Godt 30 mennesker deltog i orienteringen, og der var stor tilfredshed blandt deltagerne både med orienteringen og med muligheden for at se det brandslukningsmateriel, der er til rådighed på øen. Og fra brandvæsnets side var der stor glæde over, at så mange var mødt op og viste interesse for sagen.
18-årige Mads er flyttet fra øen for at få en uddannelse, men han er ofte hjemme, og han prøvede at få et røgdykkerudstyr på i løbet af formiddagen.
Mads fik røgdykkerudstyr på af thomas Laugesen.-Det var ikke spor besværligt, og det tør jeg godt tage på, hvis det bliver nødvendigt.
-Hvad siger du til en sådan orientering?
-Det er fint, at de kommer og viser, hvad der er på øen, og det er dejligt, at der er nogen, der vil hjælpe os, lød det fra Mads, da han igen var kommet af med røgdykkerudstyret.
Det er i øvrigt et udstyr, der kun skal bruges, når de lokale brandmænd slukker ild ude fra for at undgå indånding af røg. Skal man trænge ind i brændende huse, skal der en uddannelse som røgdykkere til.
Også Solvej og Erik Sørensen var glade for orienteringen og demonstrationen af materiellet.
Parret har de sidste ti år haft sommerhus på øen, og de opholder sig ni måneder om året i huset.
Solvej og Erik Sørensen var glade for arrangementet.
-Det er vigtigt, at vi ved noget om materiellet og hvordan det fungerer, selv om vi naturligvis håber, at vi aldrig får brug for den viden, lød det enstemmigt fra parret.
Udstyret på Mandø består som tidligere omtalt af en kraftig pumpe, en trailer med omkring 700 meter b-slange og flere længder c-slange, fordelere, strålerør, røgdykkerudstyr og andet nødvendigt grej.
Desuden er der på brandstationen vacuumpakket indsatsdragter med hjelme og støvler, som de ikke lokale brandfolk kan bruge i givet fald. De lokale, faste brandfolk, har deres indsatsdragter hjemme.