Project Description

Et nyt køretøj med 25 tm kran og kroghejs. Fem nye containere. To nye indsatsledervogne. Det er de seneste nyanskaffelser hos Sydvestjysk Brandvæsen, som atter har opgraderet vognparken og det øvrige materiel. Baggrunden er klimahændelserne, som bliver hyppigere og voldsommere, samt en udvikling med mere komplekse indsatser i dækningsområdet.

Indsatser, der også kom Ribe-området til gode ved de store oversvømmelser omkring Ribe Fritidscenter og omkring bl.a. Møllevej og Holmevej.

Sydvestjysk Brandvæsen har anskaffet en 3-akslet Scania G410 XT, som er udstyret med 25 tm kran og kroghejs. Til dette køretøj er der også indkøbt fem 20-fods-containere, der er indrettet til forskellige formål.

Den lave, åbne container skal især bruges til at fragte sandsække og diverse materiel.

Den første af de lukkede containere er bygget op som badecontainer med to bruserum. Indsatsbeklædningen tages af udenfor, hvorefter der indenfor er et ”beskidt område”. I det rum er der lavet en tragt med en vandopløselig pose i, og denne pose bindes, når tøjet er lagt i. Efterfølgende bliver tøjet bragt til vaskeafdelingen.

Baderummet er delt på midten af to stk. brusekabiner, som man skal igennem for efterfølgende at komme ud i det rene område. I det rene område er der alt det tøj, som man skal bruge. Og både i det rene og det urene område er der et toilet.

Bårer til 20 tilskadekomne

En anden lukket container er bygget op således, at brandvæsenet kan yde akut førstehjælp ved indsatser med mange tilskadekomne. Den er lastet med trækvogne, der transporterer diverse materiel, som skal bruges ved indsatser med tilskadekomne. Det er bl.a. tæpper, forbindinger, 20 bårer samt materiel til at lyse et skadested op.

Den tredje lukkede container er opbygget til klimahændelser. Der er påbygget en stor slangerulle med 1.000 meter A-slange, som nemt og hurtig kan rulles af og på ved hjælp af en hydraulisk motor. Også her er der tænkt på arbejdsmiljøet, og der skal således ikke løftes på de tunge slanger – de skal blot styres på rullen, mens de selv kører ind.

I denne container er desuden hydrauliske dykpumper, som kan køre selvstændigt, idet de hver er drevet af egen benzindreven hydraulisk powerstation.

Den sidste af de lukkede containere står tom, og den vil i dagligdagen blive brugt til transportopgaver.

Hele lastbils- og containerløsningen erstatter en lastbil med lukket kasse. Containerløsningen er valgt, fordi brandvæsenet mener, at den er nem at bygge videre på, fordi ét køretøj kan bruges til mange forskellige opgaver.

Indsatsledervogne kan modtage streaming fra droner

Sydvestjysk Brandvæsen har ligeledes opgraderet brandvæsenets indsatsledervogne.

Her er baggrunden især, at indsatserne bliver mere komplekse, og det kræver blandt andet, at der er bedre opslagsmuligheder i indsatsledervognene. Derfor har man nu to køretøjer, der er bygget op som en kontorplads, hvorfra indsatslederne har samme adgang til opslag som på deres kontorarbejdspladser.

Der er endvidere taktisk tavle, som sikrer bedre overblik over indsatsen, og der er mulighed for at live-streame fra brandvæsenets dronevogn til indsatsledervognen.

Indsatsledervognene er opbygget på Mercedes-Benz V-klasse 300D 4×4 med 239 HK.

Det nye materiel placeres på stationen i Esbjerg og betjenes af de frivillige. Materiellet skal bruges i hele SVJB’s indsatsområde nemlig Esbjerg, Varde og Fanø kommuner.

Oplysninger og fotos Thomas Staal Laugesen.