Station Ribe var også repræsenteret, da Sydvestjysk Brandvæsen lørdag (7. september) med succes holdt åbent hus på redningsstationen på Vibevej i Esbjerg.

Fra Ribe deltog redningsbåd med redningsfolk, og den store redningsbåd var genstand for megen opmærksomhed ikke mindst fra de yngste deltageres side, der givetvis i flere tilfælde drømte sig langt væk, når de sad bag bådens rat.

I de timer, det åbne hus varede, blev der demonstreret redningsudstyr og brandslukning både af personale fra Sydvestjysk Brandvæsen og en række samarbejdspartnere som politiet, kystredningen og ambulancetjenesten, ligesom en helikopter aflagde en visit.

Da der i bogstaveligste forstand var tale om åbent hus uden entre, er det svært at sige, hvor mange mennesker, der mødte op i løbet af dagen, men beredskabschef Jens Mølgaard anslog, at mindst 3000 mennesker havde besøgt stationen.