Ribe Brandmandsforening har fået et helt nyt køretøj.

Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe fik for nogen tid siden en ny VW Touran, der bl.a. skal spændes for redningsbådene, når de skal ud, men nu er denne bil blevet suppleret med en helt ny VW.

Det er VW i Ribe, der har sponsoreret en miniudgave af en VW, som er beregnet til de ungdommelige gæster, der besøger brandstationen.

Den nye VW blev godt og grundigt prøvekørt under tulipanfesten, og ungersvenden, der her undersøger køretøjet nærmere mens brandmand Jens Peder Kragelund ser til, var ikke til sinds at slippe det nye legetøj sådan lige med det samme.