(Tirsdag den 18. april 2023) Der gik ild i noget træværk, og det var nødvendigt at pille lidt loftsbeklædning ned for at sikre, at ilden var slukket efter en mindre brand i et hus på Øster Vedstedvej.
Da beboerne selv opdagede, at det brændte i noget træværk i loftet i fyrrummet, alarmerede de brandvæsnet samtidig med, at de selv begyndte at slukke ilden ved hjælp af en haveslange.
Da brandvæsnet kom til, kunne brandfolkene nøjes med at slukke de sidste rester af ild og sikre sig, at ilden ikke havde bredt sig.
Skadesservicefirmaet Recover blev derefter tilkaldt for at rengøre huset efter sodskader.