(Fredag den 11. marts) Der skete en del røg- og vandskade, da der fredag aften udbrød brand på loftet i et hus på Varming Vesterby. Til gengæld var de egentlige brandskader begrænsede.
Det var husets beboere, der selv opdagede ilden og slog alarm og fik tilkaldt naboer, der sammen med ejerne selv begyndte at slukke ilden. Det lykkedes at holde ilden nogenlunde nede, til brandvæsnet kom og kunne foretage den egentlige slukning.
Da ilden var slukket, tilkaldte brandvæsnets indsatsleder skadesbekæmpelse for at stoppe følgeskaderne.
Der blev også sendt en ambulance til stedet, da der var frygt for, at personer var kommet til skade. Det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet.