(Lørdag den 11. juli) Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe samt ambulance, lægeambulance og redningshelikopter blev alarmeret, da der lørdag aften kom en melding om en drukneulykke til havs ved Mandø Ebbevej.
Meldingen lød på, at en vogn forspændt heste og med mulige passagerer var i fare ude på Ebbevejen. Så vidt meldingen skulle hesten foran vognen have lagt sig ned i vandet.
Brandvæsnet sendte omgående en redningsbåd samt Unimoq’en mod stedet, men det viste sig, at kusken havde fået hesten på benene igen, og han spændte hesten fra vognen og kunne trække dyret ind til land, hvor indsatsleder Thomas Laugesen hjalp ham de sidste 100 meter. Hestevognen blev efterladt i højvandet på Ebbevejen.
Hverken hest eller kusk fejlede noget, og det var ikke andre i vognen.
Thomas Laugesen kunne derfor hurtigt annullere både redningsbåd, helikopter, ambulance og lægeambulance.