Henrik Caspers har takket af efter 29 år som brandmand

( Fredag den 29. september 2023) – Jeg har fået en uddannelse, jeg kan bruge mange steder. Jeg kommer nok ikke til at savne selve udrykningerne, men jeg kommer til at savne sammenholdet, kammeratskabet og de gode kolleger.

Ordene kommer fra Henrik Casper.

Gennem 29 år har han været brandmand først i Ribe Brandvæsen og siden efter kommunesammenlægningen i Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe.

På brandstationen i Ribe blev der fredag aften taget afsked med en særdeles populær brandmand og kollega. Og det skortede – som det sig hør og bør i de kredse – ikke på drillerier.

Som da brandfolkene ved et møde fik suppe lavet af stationsleder Kjeld Tauman. Der var lavet en stærk version og en ikke stærk version af hensyn til Henrik Caspers, der ikke bryder sig om stærk mad. Der var sat skilte på med angivelse af, hvilken version, der var stærk og hvilken, der ikke var. Men umiddelbart før Henrik skulle øse op, var der ”gode” kolleger, der byttede rundt på skiltene, så Henrik fik den stærke version. Det bekom ikke herren vel.

Det var en af de anekdoter, der indgik i viceberedskabschef og stationsleder Kjeld Taumans humoristiske tale til Henrik. Kjeld betegnede ham som familiefar, smed, hjælpemiddelstekniker, jæger, festabe, brandmand og en god ven.

På spørgsmålet om, hvorfor Henrik Caspers blev brandmand, lyder svaret:

– Det er Kjelds skyld. Jeg var ansat på DTE i Ribe, og her var der et førstehjælpskursus, som jeg sammen med 15 andre kolleger deltog i. Jeg var måske lidt mere engageret end de andre, og det bemærkede Kjeld åbenbart. For nogle dage efter kom han ud til mig og sagde: – du skal være brandmand.

– Og ja, det skulle jeg så.

– Og det har du aldrig fortrudt?

– Ikke en eneste dag.

– Hvorfor stopper du?

– Mit helbred kan ikke mere. Det har krævet lange og svære overvejelser Jeg har fået nedsat lungefunktion, og man skal stoppe mens legen er god. Men havde jeg haft helbredet, var jeg fortsat.

Henrik Caspers fortæller også, at han som ung ansat på DTE som smed indgik i en vagtturnus, og de sidste 29 år har han været i en vagtturnus ved brandvæsnet. – Jeg har været vænnet mig til, at der hver nat var en klokke, der kunne ringe, og så var det ud af sengen. Men nu kan jeg sov igennem.

– Du må have været ude for mange grimme oplevelser?

– Jeg har været ude til alvorlige færdselsulykker, jeg har været ude til mennesker, der er brændt inde, jeg har været til selvmord og store brande.

– Sætter det sig ikke?

– Jeg kan huske, den første, store brand jeg var ude til, var i en stor svinestald. Mange af grisene døde ind i stalden, fordi de brændte ihjel. Jeg skulle efterslukke inde i stalden og fik stukket et strålerør i hånden med besked på ikke at rette vandstrålen direkte mod grisene, der var stegt levende. Mens jeg arbejdede, var der pludseligt en stor so, der rejste sig med alle sine forbrændinger. Jeg smed strålerøret og løb ud til de andre. En kollega tog sin økse og hamrede den ned i soens hoved, så den døde. Det var absolut det mest humanistiske. Den begivenhed, kan jeg huske, men det er ikke sådan, at den ”har sat sig”.

– Meg jeg kan huske en ulykke, hvor to biler var stødt sammen. En bilist var kommet over i modsatte vejbane og havde frontalt torpederet en anden bil. Bilisten døde, men i den anden bil, skulle en kvinde klippes fri. Vi arbejdede med at frigøre kvinden, og pludselig bed hun mig i armen. Den oplevelse har på en eller anden måde sat sig.

– Var det før i lavede debriefinger?

– Ja. den gang kiggede vi lige hinanden i øjnene, og så var det det. I dag snakker vi oplevelserne igennem, lyder det fra Henrik Caspers, der også siger, at i dag er ledere og instruktører langt bedre udrustede til at varetage lederansvaret og undervisningen, end tilfældet var, da han startede for 29 år siden.

– Der er sket en stor udvikling.