(Mandag den 24. maj) En garage udbrændte og et hus blev røgskadet, da der mandag aften opstod ild i garagen.
Hus og garage ligger på Vester Vedstedvej, og det lykkedes husets beboere at komme ud i tide.
Branden sendte en kraftig, meget sort røg til vejrs, og Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe sendte fire slukningskøretøjer til stedet.
Garagen er bygget sammen med huset via en mellembygning, og ilden nåede at brede sig fra selve garagen til mellembygningen, hvor den også brød gennem taget.
Det lykkedes dog hurtigt brandvæsnet at få bugt med slangerne, og dermed blev selve beboelsesdelen af huset reddet. Huset blev dog en del røgskadet, og indsatsleder Thomas Laugesen indkaldte skadesservice, der omgående gik i gang med, at stoppe virkningerne af sodskaderne. Derefter følger en større rengøring, inden huset igen er beboeligt.
Sydvestjysk Brandvæsen brugte røgdykkere, to højtryksrør og to bc-udlægninger i slukningsarbejdet.