(Søndag den 18. nov.) Julen står for døren, og dermed er det sæson for eksempelvis kogning af klejner i fedtstof eller olie, brug af flere levende lys end normalt og dekorationer med grand og andre naturprodukter, der efterhånden bliver tørre i stuevarmen og derfor yderst brandfarlige.

Og netop det øger risikoen for brande inden døre.

På Toyota Louis Lunds julemesse lørdag gav Søren Christensen og Chris Lützhoff fra Sydvestjysk Brandvæsen demonstration i, hvordan man slukker en brand dels i en gryde med olie og dels i fast stof som eksempelvis træ.

Og der er i den forbindelse nogle gode råd, det er værd at huske.

Går der ild i fedtstof eller olie, så brug aldrig vand. Det spreder bare ilden, fordi det brændende olie/fedtstof nærmest eksploderer og breder sig, når der kommer vand på.

En CO2slukker er et fortrinligt middel, og har man ikke det, er et brandtæppe, der bliver lagt over og pakket rundt om den brændende gryde, et virkeligt godt middel. Tæppet kan også snildt bruges ved ild i en dekoration eller lignende. Det kvæler branden.

Men, som Søren Christensen sagde, er det de færreste, der har et brandtæppe. Brug i stedet et grydelåg, som forsigtigt lægges hen over den brændende gryde. Det kvæler også ilden, og lad så være med at løfte låget igen, før man er sikker på, at olien/fedtstoffet er blevet koldt. Sluk i stedet for komfuret. Hvis der har været rigtig godt blus på, så ring 112, så brandvæsnet kan tjekke, at ilden eksempelvis ikke har bredt sig op i emhætten.

Vand er godt til slukning af ild i faste ting som træ, tekstiler, papir og lignende – men aldrig til olie, fedtstof og elinstallationer.