( Mandag den 3. december) Det lykkedes at redde den ene af de to længer på den nedlagte Obbekær Skole, da der mandag aften sent udbrød en voldsom brand på skolen.

Branden er efter alt at dømme opstået i den fløj, der rummede gymnastiksalen, og den fløj er i en vinkel bygget sammen med fløjen, der tidligere rummede klasselokaler.

Ilden har haft fat i nogen tid, inden brandvæsnet blev alarmeret, og da brandfolkene kom frem, var bygningen med gymnastiksalen overtændt.

Der blev omgående sat ind med bc-udlægning fra to sider, og derfor lykkedes det at stoppe ilden, så den ikke nåede den anden fløj.

Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe fik assistance fra nabostationerne i Bramming og Esbjerg ligesom alle station Ribes kørende enheder var sat ind.

Slukningsarbejdet varede det meste af natten, og først ud på de sene morgentimer kunne de sidste brandfolk forlade stedet.

Ilden havde på et tidspunkt så godt fat, at den kunne ses på flere kilometers afstand.

Bygningen til højre blev reddet, mens den til venstre ikke stod til at redde.

Ilden blev angrebet fra to sider for at redde den ene bygning