(Mandag den 27. april 2026)

Trafikken måtte lægges om en god times tid, da Dagmarsgade blev ramt af en mindre olieforurening midt på formiddagen i dag, mandag.

Det var strækningen fra Munketorvet til Kurveholmen, der var ramt. Årsagen var, at et olierør på en lastbil sprang, og derved løb der flere liter hydraulikolie ud på kørebanen. Det gjorde brostenene meget glatte, og Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe blev tilkaldt for at rense stenene.

Brandmændene rensede brostenene med rensevæske og masser af vand, så trafikanterne igen kunne færdes sikkert på vejen.

Brandmændene var lige nået tilbage til stationen, da de måtte ud igen. Denne gang var det en automatisk brandalarm i seminarieHuset, der ved en fejl var gået i gang. Der var ingen ild.