(Tirsdag den 19. september 2023) Brandvæsnet måtte tirsdag formiddag tidligt ud for at rense Trojelsvej fra krydset ved Nørremarksvej og til rundkørslen ved Koldingvej. Sagen var, at der var spildt olie på den nordgående kørebane, hvilket gjorde kørebanen glat.
– Og mens vi var i gang der, kom der en lastbilchauffør forbi og sagde, at det også var galt på Haderslevvej ved Damhus, så da vi var færdige på Trojelsvej, kørte vi til Haderslevvej, fortæller holdleder Egon Grosen.
Han kan samtidig fortælle, at det var nødvendigt at tilkalde politiet for at få vejene spærret mens rengøringsarbejdet stod på. Det tog henholdsvis omkring 20 og 10 minutter.
– Men selv om det hurtigt var overstået, skabte det alligevel en stor ophobning af ventende biler, fortæller Egon Grosen.