(Lørdag 6. marts) For første gang næsten inden for et år har Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe holdt en større øvelse med deltagelse af alle aktive brandmænd. At kalde det en fællesøvelse vil være at overdrive, for lige som med fællessang i TV var det næsten fællesøvelse – hver for sig. Alt foregik under iagttagelse af alle regler og restriktioner, som Corona medfører.

Den store garage på brandstationen var rømmet for køretøjer. Dels skulle de bruges til de enkelte øvelser rundt om i byen, og dels skulle pladsen bruges til briefing af brandmændene under behørig iagttagelse af alle afstandskrav, brug af mundbind og lignende.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Øverst til venstre en ny vandkanon, til højre arbejdes der med pumpen. Nederst til venstre graves efter person, der ligger i hullet til højre. Læg mærke til, at hullet afstives efterhånden som det bliver dybere for at sikre mod nyt skred.

Brandmændene var delt op i hold, og øvelsen foregik på fire forskellige destinationer rundt om i byen hvilket gav en del kørsel med de forskellige brandkøretøjer, når der blev skiftet mellem destinationerne. De fire destinationer var bag Ansgarskolen, på kommunens materialeplads på Ørstedsvej, vognmand Leths materialeplads ved Industrivej og endelig på brandstationen, hvor det var de teoretiske ting, der blev gennemgået.

På de tre destinationer i byen var det det praktiske som fremskaffelse af vand og pumpning af vand, slukning af ild i transportkøretøjer som bil, fly, skib og tog, og frigørelse af personer i løst oplag som sand, korn i siloer, brønde og lignende.

– I disse Corona-tider har det været meget stærkt begrænset, hvor stor øveaktivitet, vi har kunnet gennemføre. Normalt har vi øveaften om tirsdagen, men de øveaftener har været suspenderet under Corona-krisen. Vi har kun kunnet holde de mest nødvendige øvelser med få folk af gangen, og det betyder, at vi har et stort efterslæb rent øvelsesmæssigt.

– Derfor har vi valgt denne form for øvelse. Også for at få folk samlet, så de kan hilse på hinanden og lære de fire nye brandmænd, der er optaget i korpset, at kende, siger viceberedskabschef og daglig leder af stationen i Ribe, Keld Tauman.

Og ud over det faglige udbytte af dagen, som alle var enige om havde været godt, glædede de enkelte brandmænd sig også over muligheden af at se hinanden igen og lige få hørt, hvordan det går med familien o.s.v.

Det seneste års tid har brandmændene kun været sammen, når det gjaldt udrykning, og så snart arbejdet var gjort, skiltes man igen. Normal sidder folk efter en udrykning lige og taler sammen, inden vejene igen skilles, og normalt er der også året igennem løbende sociale arrangementer, som styrke korpsånden og sammenholdet.

Der var der også enstemmigt glæde over, at man kunne mødes igen under lidt mere uformelle forhold end dem, de deciderede udrykninger byder på.

Som det blev sagt, er Corona gået ud over det sociale, og det er noget, der er savnet.

Som Henrik Caspers sagde: – Det bliver fantastisk, når Corona er overstået. Det bliver fantastisk at kunne mødes igen, for det sociale betyder rigtig meget for os alle.