(Fredag den 15. september 2023) Brandvæsnet blev fredag eftermiddag kaldt ud til en eftersøgning i Ribe Å, hvor politiet ledte efter to unge mennesker.

Det lykkedes efter kort tids eftersøgning at finde de unge mennesker i god behold.

Politiet oplyser på X, at de var sidst set tirsdag, hvor de efter planen skulle sejle en tur på Ribe Å i en hvid gummibåd og med en enkelt overnatning i det fri.

Vagthavende ved politiet fortæller, at de unge mennesker havde fundet et sted at overnatte, hvor der normalt ikke kommer mennesker forbi og nogle omstændigheder gjorde, at de ikke kunne bruge mobiltelefonerne.

Da pårørende ikke havde hørt fra dem fredag, blev de bekymrede og alarmerede politiet.

Kort efter eftersøgningen blev startet, blev de to fundet i god behold.

Brandvæsnet satte en båd i vandet ved Ribe Sejlklub, ligesom en båd blev kørt til Kammerslusen, men den kom ikke i vandet før båden fra sejlklubben havde fundet de savnede.