(Fredag den 17. maj 2024) Sydvestjysk Brandvæsen er traditionen tro med, når der holdes Tulipanfest i Ribe.

Det sker med et åbent hus på brandstationen på Odins Plads fra lørdag formiddag til mandag sidst på dagen.

Ud over, at der serveres forskellige former for drikke og pølser, er der også sørget for, at den gamle brandbil, en Ford A, kommer ud at køre. Bilen skal dels med i optoget mandag, men både lørdag og søndag er der mulighed for børn og unge at få en køretur på den gamle sprøjte, der stammer fra 1931.

Det er Ribe Brandmandsforening, der står for arrangementet, og overskuddet går til velgørende formål.

Som det fremgår af billedet fra et af de foregående år, plejer det åbne hus på brandstationen at samle rigtig mange mennesker.