(Fredag den 20. december) En psykisk syg mand, der havde forskanset sig på loftet i Vilslev Kirke, medførte, at brandvæsnet fredag eftermiddag måtte ud til kirken.

Manden blev opdaget om formiddagen, men da politiet kom til, var han ikke til sinds at forlade sit skjul på loftet, og han havde blokeret den eneste adgangsvej, nemlig en kraftig loftlem.

Politiet forsøgte i flere timer at få manden til at komme ned frivilligt, men da det ikke så ud til at lykkedes, blev brandvæsnet tilkaldt for om muligt at bryde loftlemmen op eller på anden måde skaffe adgang til loftsrummet.

Inden det kom så langt, fik politiet dog overtalt manden til at komme ned frivilligt, og der blev således ikke brug for brandvæsnet.