(Søndag den 15. maj 2022) 20.001 kroner er nu på vej fra Ribe Brandmandsforening til Ribes nye aktivitets- og historiepark.
Pengene kommer, fordi brandmandsforeningen igennem mange år har haft en enarmet tyveknægt stående og samle støv til ingen verdens nytte.
I forbindelse med det åbent hus-arrangement, brandmandsforeningen traditionelt gennemfører i forbindelse med Tulipanfesten, havde foreningen valgt at sætte den enarmede til salg. Salget foregik ved, at interesserede købere kunne give et lukket bud, og højest bydende fik maskinen.
Det blev direktør Orla Poulsen, Dansk Træ Emballage, der købte den enarmede og omgående fik den transporteret hjem.
Spillemaskinen blev for mange, mange år siden købt af Jens Hunderup og Torsten Troelsen af en forhandler i Rejsby, og den blev brugt i klubben Skildpadden, som beredskabet havde for mange, mange år siden. Da skildpadden blev nedlagt, blev den enarmede i overskud, og den har siden blot stået og samlet støv. Derfor besluttede foreningen at sætte maskinen til salg på auktionen og videresende det indkomne beløb til historie- og aktivitetsparken.
– Orla Poulsen, hvorfor bød du lige netop 20.001 kroner for maskinen.
– Jeg var bange for, at nogen havde budt 20.000 kroner for den.
– Hvad skal du nu bruge maskinen til?
– Jeg har et dejligt værksted hjemme, hvor jeg har samlet nogle klenodier, og her vil maskinen passe rigtig fint ind, lyder det fra den glade ejer.
I øvrigt blev det åbne hos på brandstationen på Odins Plads et rigtig stort tilløbsstykke. Fredag, lørdag og søndag var der stort ryk ind, og det var en flok glade men trætte brandfolk, der søndag sidst på eftermiddagen kunne notere sig en kæmpe succes.

Der blev ristet og serveret pølser i lange baner under Tulipanfesten