(Tirsdag den 9. januar 2024) Brandfolk fra Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe måtte tirsdag sidst på eftermiddagen rydde op efter et færdselsuheld på A11, Varde Hovedvej lige nord for rundkørslen på Nørremarken.

Tre biler var stødt sammen i et harmonikasammenstød, da bilerne kom fra nord og skulle bremse ved rundkørslen. Der skete en del materiel skade, men i følge politiet kom ingen personer noget til.

Den ene bilist kunne selv køre sin bil fra stedet, mens brandfolkene måtte sørge for, at de to andre biler blev kørt ind på en nærliggende p-plads, så trafikken igen kunne glide. Det var desuden nødvendigt at rengøre kørebanen for olierester og vragdele fra de tre biler. Hele aktionen tog en god times tid.