(Onsdag den 22. april 2026)
Et barn blev lettere skadet, da der onsdag sidst på eftermiddagen gik ild i en gryde med fedt på Opholdscenter Hviding, Ribevej, Hviding, der rummer omkring 500 asylansøgere og flygtninge.
Barnet kunne selv gå ud af bygningen til en tilkaldt ambulance, og vedkommende blev tilset af paramedicinere i ambulancen fra Ambulance Syd. Barnet havde pådraget sig 1. og 2. grads forbrændinger og blev kørt til observations på sygehuset i Esbjerg.
Da gryden brød i brand, bredte ilden sig til en emhætte, men en hurtig reaktion fra en beboer med en pulverslukker begrænsede ilden. Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe blev tilkaldt og brandmændene kunne konstatere, at ilden var slukket. Der skete kun minimal skade på køkkenet.