(Onsdag den 6. december 2023) Øvelse gør mester, og det er heldigvis sjældent, at der er brug for kundskaberne. Men når der er, skal de også ”sidde lige i skabet”.

Derfor holder personalet ved Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe ugentlige øvelser, og sidste tirsdag var ingen undtagelse. Her var det førstehjælp og tunge løft, der blev indøvet.

Førstehjælpen går bl.a. ud på at give hjertemassage og i øvrigt sikre patientens tilstand samt stoppe ulykken og skaderne. Og de tunge løft kommer for alvor ind i billedet, når en patient skal flyttes fra punkt a til b for at bringe vedkommende i sikkerhed.

Det hele blev i et par timer indøvet på brandstationen i Ribe, hvorefter der også blev tid til socialt samvær og hygge over nogle æbleskiver, klejner og et enkelt glas gløgg.