(Mandag den 11. november) Brandvæsnet måtte mandag lige før middag assistere, da et lastvognstog bestående af forvogn og anhænger med en samlet vægt på 56 tons væltede på Haulundvej.

Meldingen lød på færdselsuheld med fastklemte, men heldigvis kom ingen noget til ved uheldet. En brandmand kom tilfældigt forbi lige efter uheldet var sket, og han kunne hjælpe den uskadte chauffør ud af førerhuset.

Det store lastvognstog var kommet for langt ud i rabatten, og den kunne ikke bære de 56 tons. Derfor skred lastbilen ud og landede på siden inde på en mark.

Lastvognstoget var fyldt med korn, der efterfølgende blev suget over i en anden lastbil, inden det var muligt at få det havarerede køretøj på ret spor.

Indsatsleder Thomas Laugesen, Sydvestjysk Brandvæsen, fortæller, at brandvæsnet gravede den forulykkede lastbils tank fri for at sikre, at der ikke sivede brændstof ud. Der sivede en smule Adblue ud. Det er et tilsætningsstof, der gør, at dieselolie ikke forurener så meget. Det blev samlet op med noget ”kattegrus”.