(Fredag den 2. januar 2026)

Beredskabschef Jens Mølgaard tale ved nytårsparolerne:

Tiden flyver afsted og endnu et år er gået – vi kan nu sige farvel til 2025 og sammen byde hinanden velkommen ind i et helt nyt og spændende år 2026.

Jeg tror vi alle i denne tid bremser op og tænker tilbage på tiden der svandt. Det er tiden hvor vi hver især og sammen kan evaluere året der gik – Glæder og sorger – Gik det som vi havde håbet – nåede vi de ting som vi havde håbet og sat os som mål igennem året – Hvad gik godt og hvad gik mindre godt.

Nytårstiden og jo ikke mindst de traditionsrige paroler i Brandvæsenet er også tiden der naturligt giver tid til refleksion for året der gik både lokalt i vores fælles organisation Sydvestjysk Brandvæsen men jo også for dansk beredskab som helhed.

Når jeg kigger tilbage på 2025 lokalt i Sydvestjysk Brandvæsen syntes jeg med rette at vi kan sammenkæde det med fællesnævnere som robust drift og udvikling.

Det kan vi fordi vi på alle pladser i organisationen har dedikerede medarbejdere såvel fuldtidsansatte som deltidsansatte og frivillige. I leverer hver eneste dag året rundt med jeres motivation og tilgang til det at arbejde i en beredskabsvirksomhed tryghed og sikkerhed til borgere og virksomheder i de tre Kommuner Sydvestjysk Brandvæsen servicerer.

Hver I jeres funktion og hvor det er helheden og sammenhængen der tæller og hvor hver enkelt funktion om end det er brandmand, Holdleder, Indsatsleder, sagsbehandler eller frivillig i en af støttefunktionerne. Det er jer der samlet set gør at vi er i stand til at leverer den robusthed og beredskabssikkerhed der forventes af os.

Tak til alle medarbejdere på tværs af funktion og stationsforhold for indsatsen i året der er gået.

Kravene til Redningsberedskabet såvel uddannelsesmæssigt som materielmæssigt og planlægningsmæssigt er i naturlig tråd med den generelle udvikling i samfundet stærkt stigende. Byggerierne, Industrien og den grønne omstilling bliver til stadighed mere komplekse og vi er som Redningsberedskab nødt til at følge med hvis robustheden og sikkerheden i samfundet skal følge med samfundsudviklingen.

Det stiler store krav til os som organisation og til jer som medarbejdere.

For det operative personale ude på stationerne, såvel brandmænd som Holdledere og Indsatsledere er jeg fuldt bevidst om, at uddannelse, læringsmål, træning og nyt specialudstyr stiller større og større krav til kompetencer.

Og jeg ved, og jeg er bekymret for, om vi overfor alle jer dygtige brandmænd der er deltidsansatte, er ved at stramme skruen for hårdt i forhold til jeres civile arbejde og private liv contra det at være deltidsbeskæftiget i beredskabet.

Jeg tænker tit på at det er en kende naivt og jeg vil tillade mig at sige blindt, at man fra statslig og ministeriel side fortsat har en tro på at 12 årlige øvelser af 2 timer nøjagtig som i halvfjerdserne er tilstrækkelig til at sikre sikkerhed og robusthed i nutidens verden.  Det holder ikke vand – i hvert fald praktisk herude i den virkelige verden hvor ulykkerne sker og hvor vi jo må erkende at der bruges langt mere tid for at vi kan levere tingene beredskabsmæssigt og sikkerhedsmæssigt.

På materielsiden er Jeg er glad for at vi i Sydvestjysk Brandvæsen gennem de sidste ti år har haft mulighed for løbende at få udskiftet nedslidt materiel til at vi i dag på alle stationer i vores dækningsområde har nutidigt og godt materiel. Det syntes jeg vi sammen kan være stolte af.

Det sidste år har også grundet den massive oprustning på vores fælles minutstation med specialmateriel og ekstra fokus på uddannelse, træning af døgnvagtspersonale medvirket til at vi samlet set har bedre muligheder for at assisterer hinanden lokalt når vi i de enkelte stationsområder har større og komplekse hændelser – Det giver rigtig god mening og har været med til at robustgøre det samlede beredskab i såvel Esbjerg som Varde og Fanø Kommuner.

Samfundet er under ændring – Verden er under forandring og det vil også de kommende år kræve udvikling og yderligere styrkelse af beredskabet hvis sikkerheden fortsat skal opretholdes – Både lokalt og nationalt.

Den meget alvorlige Sikkerhedssituation som Danmark og Europa desværre i disse år gennemlever, har gennem 2025 krævet stor planlægningsmæssig fokus såvel i kommunerne som i Sydvestjysk Brandvæsen. Et Fokus som desværre intet tyder på at vi igen kan slippe foreløbig – Det vi troede og politisk nationalt besluttede efter Berlinmurens fald i 1989 i koldkrigstidens lykkelige afslutningsrus aldrig mere kunne ske må vi i dag erkende var for optimistisk.

Vi er i nu nødt til at foretage en eller anden form for genetablering af civil beredskabsområdet i en ny udgave tilpasset nutidens trusler i form af hybride hændelser, misinformationskampagner og sabotager.

En kæmpe national opgave hvor fredsdividenden der dengang blev høstet nu samlet set i dansk beredskab skal genetableres.

Måske vi hører nærmere om dette når ekspertudvalget som Ministeren nedsatte tidligere på året forventelig allerførst i 2026 kommer med deres anbefalinger omkring fremadrettet organisering af det danske samlede beredskab.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Et nyt år 2026 og også efter kommunalvalget en delvis ny fælles Beredskabskommission for de tre kommuner.  Jeg vil gerne takke den afgående kommission for 4 spændende år hvor jeg hele vejen igennem har følt lydhør og interesse i kommissionen for de problemstillinger og udfordringer jeg gennem årene har fremlagt. Jeg glæder mig til samarbejdet også med den nye Beredskabskommission bestående af både nye og nuværende medlemmer.

Jeg vil også gerne takke Politiet for et altid godt samarbejde og her naturligvis ikke mindst personalet i OPA og hele holdet i LBS-regi hvor der altid er et godt og konstruktivt samarbejde. Dette såvel i dagligdagen ved vores møder men jo ikke mindst når vi på alle tider af døgnet er samlet til nødvendige opgavehåndteringer.

Tak til Havnen og Lufthavnen og øvrige samarbejdspartnere for året der er gået Jeg glæder mig til samarbejdet også i 2026.

Nu går vi ind i et nyt år hvor en af de første opgaver i SVJB bliver at få den samlede risikobasserede dimensionering for de kommende fire år helt på plads – Et arbejde der allerede nu er godt i gang i form af udarbejdelse af risikoanalyser af kommunernes generelle udvikling. Jeg er sikker på at 2026 bliver endnu et spændende år for vores fælles beredskab – såvel nationalt som lokalt.

Tak til Kommunerne og tak til alle medarbejdere i såvel Falck som i SVJB for året der gik – Jeg ønsker jer alle et godt og lykkebringende nytår.